Højtfungerende og udmattet

Du har styr på det hele og alligevel mangler noget.

Du leverer. Du møder til tiden. Du er den, andre kan regne med. Du klarer det hele: jobbet, hverdagen med børn, familie og måske partner. Du er pligtopfyldende – både privat og på job eller studie. Møder, deadlines, afleveringer og vigtige opkald. Og hvis nogen spørger, hvordan du har det, siger du "fint" — for det “siger man jo”.

Der er ikke noget dramatisk galt. Du er ikke brudt sammen. Du har ikke mistet noget du kan pege på. Du fungerer bare — og det er måske i virkeligheden det mest ensomme ved det. For ingen andre opdager det. Udefra ser det “fint” ud, men indeni føles livet slidsomt. 

For hvad skal man kalde det? Ikke den træthed man kan sove sig fra, men den grundtræthed, der, nogle dage, gør det til en næsten uoverskuelig opgave at stå ud af sengen. Oplevelsen af at selv de mindste uventede krav, føles uoverkommelige. “Andre har det jo meget værre” siger du måske til dig selv. Eller “sådan er det at være forældre” eller “sådan er branchen/jobbet/etc.”

For hvornår er man træt nok, til at det “tæller”?

Udmattelsen uden navn

Du har måske søgt (forgæves) på nettet efter et svar, og kan genkende enkelte aspekter i beskrivelsen af både stress, midtlivskrise, udbrændthed eller perfektionisme. Du har måske endda spurgt dig selv, om det kan være en form for depression. Men beskrivelserne du møder, bliver på samme tid både for store og alligevel for snævre — skoen passer ikke helt.

Mange højtfungerende og udmattede siger derfor også ofte en version af den samme sætning: "Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg laver her. Jeg er jo ikke sådan én, der har brug for terapi.” Det er en sætning, der fortæller noget vigtigt — ikke om hvad der er galt, men om hvad der sker: Livet “fungerer”, du fungerer — måske fungerer du endda næsten for godt.

Højtfungerende udmattelse ser ud som styr på det hele. Det er netop derfor, den kan være svær at tage alvorligt, fordi den ikke forstyrrer overfladen. Du leverer stadig. Du er der stadig for dem, der har brug for dig. Men noget i dig er begyndt at køre i tomgang — noget, som venter på at blive hørt. Du kan mærke det, men har måske lidt svært ved at få greb om, præcis hvad det er. 

Hvad sker der egentlig, når man fungerer for meget?

Når vi i lang tid prioriterer at levere fremfor at mærke, sker der noget stille og gradvist: vi mister kontakten til os selv. Ikke på én gang. Ikke  nødvendigvis dramatisk. Men lidt efter lidt bevæger vi os længere væk fra det, vi faktisk føler, vil og har brug for.

Kroppen holder regnskab, selv når vi ikke gør. Den fladhed, den vedvarende træthed, den mærkelige tomhed midt i et fyldt liv — det er ikke tegn på at du er i stykker. Tværtimod. Det er tegn på, at noget i dig har holdt ud rigtig længe.

Måske har du lært tidligt, at det var din opgave at fungere. At tage ansvar. At klare dig. Måske er det bare blevet hverdag — travlhed, præstationer og andres behov, der udfylder den plads, hvor du selv kunne have været.

Og efterhånden — næsten umærkeligt — er spørgsmålet "hvad har jeg brug for?" holdt op med at give mening. Ikke fordi svaret ikke er der. Men fordi forbindelsen til det langsomt er blevet mere og mere utydelig.

Hvorfor det ikke løser sig ved at tage en pause

“Tag en fridag” siger velmenende venner og familie “eller en forlænget spaweekend i Sverige”. Det første mange prøver, er netop også at skrue lidt ned. Tage fri. Skære noget fra. Og det kan give kortvarig lettelse — men det ændrer sjældent noget grundlæggende. 

For det handler ikke kun om tempo. Det handler om kontakt. Med det du mærker, og med det du faktisk vil. Med de behov, der er holdt op med at råbe fordi de ikke er blevet hørt.

Sådan kan terapi hjælpe

Det er netop her eksistentiel og emotionsfokuseret terapi (EFT) kan gøre en forskel — som et rum, hvor du langsomt kan begynde at lytte til det, der ellers ikke får plads. Ikke for at finde ud af hvad der er “galt”. Men for at finde ud af hvad der egentlig er der.

I terapien er der plads, til de følelser der længes efter at blive mærket, men måske har været tilsidesat eller undertrykt længe. Følelser, der forsøger at fortælle dig noget om dine dybere behov og længsler. Hvad du har brug for — for at kunne leve og trives, ikke bare for at overleve — de indre værdier, der viser dig vej til det, der virkelig gør dit liv meningsfuldt. Og til det, der måske ikke har været plads til i en hektisk hverdag. 

Når du får bedre kontakt til dig selv og dine behov, bliver dine reelle handlemuligheder tydeligere. Måske endda nærmest uundgåelige. Ikke nødvendigvis de store, dramatiske skift. Men små, vigtige skridt, der gør en stor — og meningsfuld — forskel i dit liv og din hverdag. 

Det kræver ikke, at du er i dyb krise for at fortjene hjælp. Du behøver ikke ramme bunden. Du behøver ikke kunne dokumentere din smerte. Du behøver ikke have et navn på det.

Du må komme, fordi du er træt. Fordi du mærker en tomhed, du ikke kan sætte ord på. Eller simpelthen fordi noget i dig ved, at det her ikke er nok — også selv om du ikke ved hvad "nok" ville se ud som.

Det er præcis nok til at vi kan begynde.

Kender du den der udmattelse — den der ikke rigtig kan forklares, men som (næsten) altid er der? Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende forsamtale. Du behøver ikke have ordene klar.

Forrige
Forrige

Tomhed – og længslen efter liv

Næste
Næste

Tvivl i parforhold