Tomhed – og længslen efter liv

Tomhed bliver ofte misforstået.

Mange beskriver det som fravær – en slags indre stilhed, der ikke er rigtig fredfyldt. Fravær af tydelig lyst. Fravær af klar retning. Ingen stærke følelser. Bare en flad, lidt grå fornemmelse indeni. En følelse af at være til stede i sit eget liv — men ikke rigtig kunne mærke det.

Men tomhed er sjældent bare ingenting. Ofte tværtimod.

Ofte er tomhed netop dét, der er tilbage, når noget i os gennem længere tid har været nødt til at lukke ned. Ikke fordi vi er kolde, ligeglade eller “forkerte”. Men fordi noget har været for meget, for svært, for overvældende eller for ensomt at stå med. Så systemet gør det, systemer nogle gange gør, når belastningen bliver for stor: det dæmper. Det beskytter. Det lægger låg på.

Problemet er, at det, der bliver lukket ned for, sjældent kun er det smertefulde. Når vi lukker ned for sorg, vrede, længsel, afmagt eller skam, kommer vi ofte også længere væk fra vores behov, vores impulser og vores oplevelse af, hvad der egentlig betyder noget for os. Længere væk fra livsglæden. Så tomheden bliver ikke bare en pause fra smerte. Den bliver også en afstand til én selv.

Tomhed som beskyttelse

Mennesker lukker ikke ned uden grund.

Nogle har lært tidligt, at bestemte følelser ikke rigtig var velkomne. Eller at der måske slet ikke var plads til følelser. Måske blev en eller flere følelser mødt med irritation, tavshed, bagatellisering eller krav om at tage sig sammen. Måske var der så meget andet at håndtere, at det mest trygge var at blive “dygtig” til at fungere mere og til at mærke mindre.

Andre har oplevet perioder med stress, tab, relationel smerte eller langvarig overbelastning, hvor det simpelthen blev nødvendigt at skrue ned for kontakten til det indre liv for at kunne holde sammen på hverdagen.

Udefra kan det se ud som om, man “har styr på det”. Indeni kan det føles som om, der bare ikke rigtig er tomt.

Måske fylder vi tiden. Holder os i gang. Analyserer og intellektualiserer frem for at mærke. Eller vi hjælper andre i stedet for at mærke os selv. Vi småspiser, ruller videre, tjekker telefonen eller “tjekker ud”. Ikke fordi vi er dovne eller ubevidste — men fordi bevægelsen væk fra det ubehagelige er dybt indlejret i os. Den sker helt automatisk, før vi når at opdage den.

Det er her, mange bliver hårde ved sig selv. De tænker, at de burde kunne mærke mere. Tænke mere eller “bedre”. Ville mere. Men det hjælper sjældent at skælde sig selv ud for en beskyttelsesstrategi, der opstod af nødvendighed.

Under tomheden ligger det levende

Når man begynder at nærme sig tomheden med lidt nysgerrighed i stedet for kun frustration, opdager man ofte, at den netop ikke er tom.

Der kan ligge sorg dernede. Ensomhed. Vrede. Skam. Længsel. Savn. Træthed. Uforløste følelser og undertrykte reaktioner. Eller en gammel erfaring af, at ens behov alligevel ikke blev mødt.

Der kan også ligge noget mere stille og svært at få øje på: en fornemmelse af at have været alene for længe. En længsel efter kontakt. Et behov for tryghed, plads, omsorg, frihed eller at blive taget alvorligt.

Det er ikke altid, det viser sig med det samme. Og med god grund.

For hvis tomheden netop er opstået som en beskyttelse, giver det god mening, at det underliggende ikke bare vælter frem, så snart man kigger lidt på det. Ofte skal der en tryg og nænsom proces til – i et tempo, hvor både hoved og hjerte kan følge med.

Tomhed i emotionsfokuseret terapi

I emotionsfokuseret terapi ser man ikke tomhed som et tegn på, at der ikke er noget at arbejde med. Man ser den netop som et vigtigt spor. Ikke noget, der skal ignoreres eller bagatelliseres. Ikke noget, der skal overvindes med viljestyrke. Men noget, vi kan begynde at nærme os forsigtigt – fordi tomheden netop fortæller en vigtig historie, som er værd at tage alvorligt og lytte til.

Målet er ikke at rive låget af. Men at løfte det en lille smule. Stykke for stykke. Lige nok til, at der kan komme lidt mere kontakt. Lidt mere sansning. Lidt mere sprog for det svære, som ligger under tomheden. Og frem for alt lidt mere liv.

Fokusering

Det kan for eksempel ske gennem fokusering. Her retter man opmærksomheden mod de meget små kropslige fornemmelser, der ofte er der, før vi har ord. Ikke for at tvinge noget frem, men for at opdage: Er der en tyngde? En knude? En uro? En fladhed med en bestemt kvalitet? Noget, der strammer, synker eller trækker sig tilbage?

Det kan måske lyde lidt abstrakt — og måske endda samtidig næsten for enkelt — men for mennesker, der længe har været afskåret fra deres indre, kan det være en stor hjælp og et stort skridt at kunne mærke: “Der er faktisk noget her. Jeg ved ikke helt hvad. Men det er ikke ingenting.”

Når dine reaktioner ikke (umiddelbart) giver mening

Nogle gange er vejen ind gennem de situationer, hvor dine reaktioner – eller måske mangel på reaktion – undrede dig. På denne måde kan vi sammen finde ind til og undersøge oplevelser, relationer eller livsperioder, som kan have bidraget til nedlukningen — og hvordan den påvirker dit liv. Ikke bare som et intellektuelt referat, men med opmærksomhed på, hvad der sker i kroppen og følelseslivet, mens historien fortælles. Ofte begynder noget at træde frem netop dér: et sted hvor man blev alene, overset, presset eller måtte lægge låg på sig selv.

Mekanismerne bag og vejen tilbage til mere liv

Et andet vigtigt spor er at identificere, hvordan man lukker sig selv ned. For tomhed er ofte ikke noget, der “bare er der”. Den bliver ofte aktivt vedligeholdt – helt automatisk og ofte ubevidst. Måske ved at man skynder sig væk fra det sårbare. Intellektualiserer og lukker sig selv og sine behov ned med indre dialoger. Afleder sig selv. Bliver meget praktisk eller præstationsorienteret. Kommer til at minimere sine egne reaktioner. Eller spænder op og holder vejret, så kontakten til det indre bliver endnu mere utydelig.

Når man begynder at få øje på den proces, og møder den med medfølelse, så opstår der ofte noget vigtigt: en begyndende forståelse af at “Ahh, det er sådan, jeg forsvinder lidt fra mig selv. Det er sådan, låget kommer på.”

Og så kan der langsomt opstå en spirende fornemmelse af det, der ligger nedenunder. Ikke nødvendigvis som én stor følelsesmæssig åbenbaring, men måske først som små glimt. Et stik af sorg. En varme i brystet. En irritation, der pludselig giver mening. En længsel, man næsten ikke tør mærke. En begyndende erkendelse af, at der faktisk er noget, man savner, har brug for eller har måttet undvære.

Vejen tilbage til mere liv

Det svære ved tomhed er ikke kun, at man føler for lidt. Det er også, at man ofte mister kontakten til sig selv og til sine behov.

Når man har været lukket ned længe, kan spørgsmål som “Hvad har du brug for?” føles næsten umulige at besvare – fordi forbindelsen til de indre behov er simpelthen er blevet svækket.

I terapi prøver vi ikke at gætte os frem til et “rigtigt svar”. Vi prøver at skabe de betingelser, hvor et svar kan begynde at vise sig. Ofte kommer behovene frem, når følelserne får lidt mere plads. Under sorgen kan der ligge et behov for trøst. Under vreden et behov for grænser. Under skammen et behov for at blive mødt med respekt. Under tomheden måske et behov for kontakt, hvile, mening eller at blive taget alvorligt.

Det er sjældent, at tomheden forsvinder med ét. Det tager tid. Og det er helt normalt.

Det er mere som om der begynder at komme lidt mere lys ind. En spirende fornemmelse af hvad der er vigtigt for dig. Hvad du savner. Hvad du trænger til. Det er ikke dramatisk. Det kan føles som en meget lille ting — en lille smerte, et lille savn, et lille glimt af noget der har ligget og ventet. Men det er noget. Og noget er begyndelsen.

Har du lyst til mere liv i livet?

Tomhed kan føles ensom. Men den betyder ikke fravær af liv. Nogle gange betyder den tværtimod, at der er noget i dig, som har været nødt til at vente. Noget, der måske først nu så småt er klar til at blive mødt.

Ikke med pres. Ikke med selvbebrejdelse. Men med nænsomhed og respekt.

Kender du den tomhed, jeg skriver om her? Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende forsamtale — du behøver ikke have ordene klar. Ring eller skriv til mig.